Forbedring af navigationssedler

Vi er i gang med en proces for at gøre det lettere for jer at se, hvilke navigationssedler vi har tilpasset eller tilføjet. Samtidig arbejder vi for at gøre det lettere at benytte Robotic Process Automation-teknologi (RPA) til at uploade navigationssedler til intranet og lignende.

Derfor vil vi fremover uploade en zip-fil, som indeholder de enkelte navigationssedler i Word-format. Filerne ligger under de enkelte områder, som ses på Curaudrulning under 4. Undervisning / 1. Navigationssedler.

Konsistens

Vi har beklageligvis ikke været konsistente i hvordan, navigationssedlerne tidligere blev leveret på Curaudrulning. Nogle var eksempelvis i et samlet dokument, mens andre lå enkeltvis. Derfor har vi været inde og splitte alle op, således de fremadrettet ligger enkeltvis i en zip-fil.

Vi har gjort det for at gøre det lettere for jer at tilpasse den enkelte navigationsseddel til egne arbejdsgange.

Dato

Fordi vi lige har været inde og rydde lidt op, er der flere navigationssedler, som står med en ændringsdato inden for de sidste par måneder. Det skyldes udelukkende, at vi har splittet dem. Som udgangspunkt betyder en dato senere end den 3. august 2022, at de er enten ny eller tilrettede.

Vi håber, at denne proces vil gøre det lettere for jer at arbejde med navigationssedlerne og se, når de er nye og tilpassede. Hvis du laver mouseover på det lille blå ”I” i Opdateret-feltet på Curaudrulning, kan du se, at der eksempelvis står R38. Så når vi har uploadet til release 39, vil du kunne se, at der står R39.

Du vil ligeledes modtage info, hvis du abonnerer på info om dokumentation, som du kan indstille under den blå knap Email abonnement indstillinger.

Faktaboks: Hvad er en navigationsseddel?
En navigationsseddel hjælper brugeren med at blive klogere på specifikke arbejdsgange i Cura. Det er step-by-step guides og skærmbilleder til de basale arbejdsgange i Cura. Navigationssedlen tager udgangspunkt i cases, der er relevante for brugerne.
 
Formålet med navigationssedlen er at klæde slutbrugeren på til at benytte nye eller eksisterende funktioner i Cura.
Når flowet i arbejdsgangen gennemgås fra ende til anden, kan brugeren bedre sætte sig ind i brugen. Sedlen kan bruges i den interne undervisning som udgangspunkt for undervisningsmateriale og beskrivelse af jeres arbejdsgange. Samtidig kan den bruges som opslagsværk.