Flere ældre hjemmeboende borgere i Aarhus Kommune stiller større krav til hjælpemidler såsom senge og kørestole. For at lette den stigende arbejdsbyrde har Systematic og kommunen sammen udviklet og implementeret it-systemet Columna Cura Hjælpemidler, med stor effekt.
Lige nu stiger behovet for hjælpemidler i Aarhus Kommune i takt med, at flere borgere klarer sig selv i længere tid i eget hjem. Hen over to år er aktiviteterne på Aarhus Kommunes hjælpemiddeldepot steget med 12%. Det vil sige, at medarbejderne skal håndtere 12% flere udlån, kørsler, reparationer, klargøringer og vaske af hjælpemidlerne. Det seneste år har medarbejderne eksempelvis kørt 3000 senge ud til borgerne i Aarhus og hentet dem igen. Stigningen stiller store krav til Aarhus Kommunes hjælpemiddeldepot – både til de fysiske rammer og selve håndteringen af hjælpemidlerne.
– Vi har ikke fået nye typer opgaver ind, men mængden af eksisterende opgaver er steget. Det ville naturligvis ikke kunne lade sig gøre, medmindre man har et IT-system til at hjælpe, siger Henrik Krabbe Korsgaard, som er driftsleder af Aarhus Kommunes Hjælpemiddelservice.
Aarhus Kommune har brugt Systematics hjælpemiddelløsning ’Columna Cura Hjælpemidler’ siden 2020. De har været med til at designe løsningen fra begyndelsen og hjulpet med at forbedre den undervejs. Henrik Krabbe Korsgaard har været med hele vejen og været med til at gøre Cura Hjælpemidler til en integreret del af Aarhus Kommunes hjælpemiddeldepot.
– Arbejdet er blevet nemmere med Cura Hjælpemidler. Med dette IT-system står vi bedre rustet til at kunne vækste, siger han med henvisning til, at antal borgere, hjælpemidler og ansatte stiger.
Hjælp til at blive i eget hjem
– Vi er glade for Aarhus Kommunes erfaringer med Cura Hjælpemidler, der viser, at de traditionelle tunge arbejdsgange i forbindelse med håndteringen af hjælpemidler nedbringes. Cura Hjælpemidler hjælper på nogle af de centrale problemstillinger, vi står overfor som samfund i dag, hvor den ældre del af befolkningen kan blive hjemme i længere tid takket være hjælpemidler, og hvor vi kan afhjælpe noget af manglen på kvalificeret arbejdskraft med hjælpemidler.
Så længe man er i eget hjem og ikke på sygehuset eller plejehjemmet, har borgeren større indflydelse på eget liv. Og så er en indlagt borger eller en borger på plejehjem en dyr borger sammenlignet med en borger i eget hjem. Robusthedskommissionen taler om ”digitalt og teknologisk først”, og her er Aarhus allerede rigtig godt på vej med Cura Hjælpemidler, siger Martin Pekruhn, Product Owner af Columna Cura Hjælpemidler.
Nye arbejdsgange
Henrik Krabbe Korsgaard peger især på gevinsten ved arbejdsgange, der er blevet nedlagt og lavet om ved at have Cura Hjælpemidler:
– Hvis du køber på nettet, får du en trackingkode. Det får man også i det her system, og det er ikke set før i et kommunalt hjælpemiddelsystem. Nu kan rekvirenten se, at sengen er leveret ved at følge med live, og se når opgaven er afsluttet.
Systemet er også med til at luge menneskelige fejl væk, papirerne kan ikke blive væk – det er blevet betydeligt sværere at fejle. Vi har en større egenkontrol undervejs med systemet, og vi har en bedre leveringssikkerhed, som er meget vigtigt.
Curas hjælpemiddelløsning sikrer således effektive arbejdsgange, der gør, at den samme medarbejder kan løse flere opgaver, og at arbejdsgangene ikke er papirbårne men rent digitale – akkurat som kommissionen foreslår som en løsning til at frigive mere tid til kerneopgaven.
En anden meget stor fordel ved Cura Hjælpemidler er for Henrik Krabbe Korsgaard, at det kan vise ham og ledelsen, hvordan ressourcerne bliver brugt.
– Hvis vi skal levere en seng i Aarhus, så er der ikke mange steder, der er i stueplan. Så skal sengen skilles ad og bæres af to mand. Så kan jeg bruge IT-systemet til at tydeliggøre, hvorfor jeg skal bruge en mand mere, siger han.
Aarhus Kommunes Hjælpemiddelservice har over 87.500 udlånte hjælpemidler fordelt på omkring 15.700 adresser.