Mistede MedCom-beskeder gensendes

Nyt 16. juni klokken 11: Vi sender en mail ud til alle kommuner i dag med ny info. Der bliver ikke kørt en automatisk import af MedCom-beskederne.

Vi har desværre opdaget, at der den 24. maj fra klokken 12.30 til klokken 16 kan være en del indgående MedCom-beskeder, som er gået tabt for flere kommuner i forbindelse med nedbruddet, der omfattede flere nationale services.

Vi forsøger at løse problemet så hurtigt som muligt. Heldigvis viser det sig, at vi kan gensende beskederne, da de alle befinder sig i integrationsdatabasen. Vi giver besked, så snart vi går i gang med at gensende beskederne, hvilket formentlig vil ske torsdag den 16. juni.

Når MedCom-beskederne er blevet gensendt, er der følgende scenarier, I skal være opmærksomme på:

  • Hvis beskeden allerede er indlæst i Cura, så ignoreres den genindlæste besked, og I behøver ikke at gøre noget.
  • Hvis beskeden ikke allerede er indlæst i Cura, så skal I være opmærksomme på, at der kommer eksterne kommunikationsopgaver fra den 24. maj, som I skal forholde jer til.
  • Hvis I allerede selv har opdaget en manglende besked, og efterfølgende fået sendt en ny tilsvarende besked (med nyt id men samme indhold), så vil selve indholdet i beskederne komme til at være dobbelt i Cura.

Vær opmærksom på, at afsendere af den ikke indlæste kommunikation vil modtage MedCom-kvitteringer, når beskederne indlæses i Cura. Dette kan godt give årsag til undren på hospitaler, ved læger og andre, da de modtager kvitteringerne noget tid efter, de har sendt beskederne.

Samtidig med at vi gør alt, hvad vi kan for at løse problemet hurtigt, ser vi også på, hvordan vi kan undgå et lignende problem i fremtiden.