Forbedring af webtilgængelighed

Med introduktionen af Cura Dialog-modulet kan vi nu kommunikere direkte med borgerne. Loven om webtilgængelighed stiller krav til myndigheders og offentligretlige organers websteder og mobilapplikationer, som skal sikre, at de er tilgængelige for borgere med funktionsnedsættelser og handicap.
Derfor har vi haft ekstra fokus på, om modulet lever op til de krav om webtilgængelighed, som en hjemmeside eller en app skal leve op til. Vi har haft et eksternt firma med friske øjne til at kigge vores sider igennem og vurdere dem i forhold til, hvor godt de fungerer for folk med funktionsnedsættelser.

Standarden er baseret på fire overordnede principper:

  • Opfattelig
  • Anvendelig
  • Forståelig
  • Robust

Testen har handlet om at se på kernefunktionaliteten og eksempelvis teste:

  • Hvordan reagerer Cura Dialog på en skærmlæser, som blinde og svagtseende bruger
  • Hvordan kan en bruger navigere kun ved hjælp af et tastatur
  • Hvordan fungerer farver og kontraster for svagtseende

God brugeroplevelse for alle
Ved at leve op til alle anbefalingerne sikrer vi, at alle potentielle brugere, inklusiv personer med handicap, har en god brugeroplevelse og nemt kan få adgang til vores oplysninger. Når vi bruger den bedste praksis for tilgængelighed, har vi naturligvis også forbedret webstedets anvendelighed for alle brugere.

I er som kommune forpligtet til at lave en webtilgængelighedserklæring. Erklæringen skal være tilgængelig for alle besøgende fra hjemmesiden. Og vi som leverandør garanterer hermed, at vi følger retningslinjerne.

Tilfredsstillende score

Vi havde firmaet Inqlude IT til at kigge på sitet. Deres arbejde munder ud i en række anbefalinger og en score, som fortæller, hvor godt sitet fungerer i forhold til deres krav.

Hjemmesiden kan placeres i disse tre kategorier:

  • Hjemmesiden er fuldt ud kompatibel med standarden (476-500 point)
  • Websitet overholder delvist standarden (opfylder de fleste krav) (376-475 point)
  • Websitet overholder ikke standarden (opfylder ikke de fleste krav) (0-375 point)

Vores score var 439, hvilket placerer os i godt i midten af kategorien ”Websitet overholder delvist standarden” – hvor eksempelvis Digitaliseringsstyrelsen selv ligger.  

 – Vi er ret glade for denne score, og de fleste af de fundne “fejl” havde vi allerede planlagt at rette, siger Christina Zakrisson, Senior UX Designer.

Som vi skriver i release noten til release 38, så har rettelserne, som er afledt af gennemgangen af WCAG (Web Content Accessibility Guideline), medført en række ændringer på Cura Dialog.

Vil du vide mere?

Er du nysgerrig på, hvordan et website klarer sig, skulle oplysningerne om sidens webtilgængelighed gerne fremgå i footeren eller på en underside som disse:

Læs mere om webtilgængelighed hos Digitaliseringsstyrelsen eller hos Danmarks Radio.